En söt historia som en dansk väninna skickade

En lille (amerikansk) historie – til eftertanke 

En dag bad en lærer sine elever skrive navnene på deres medstuderende ned på 2 stykker papir – de skulle levne noget plads mellem hvert navn. Hun bad dem tænke på det bedste, de kunne sige om hver eneste medstuderende, og skrive dette ned under den enkeltes navn.

Det tog klassen resten af timen at fuldføre opgaven, og da de alle forlod rummet, afleverede de hver især deres opgave. Den følgende lørdag skrev læren til hver eneste elev en liste, hvor der stod hvad de andre elever havde sagt om personen.

Om mandagen gav læreren hver enkelt elev hendes eller hans liste. Inden længe smilte alle eleverne. ’Virkelig’ hørte hun hvisket. ’Jeg vidste ikke at jeg betød så meget for nogen’ og ’Jeg vidste ikke de andre kunne lide mig så meget’ var de fleste kommentarer.

Ingen nævnte senere disse lister. Hun vidste ikke om de viste eller diskuterede listerne med deres forældre, men det betød ej heller noget.

Opgaven havde haft den effekt hun ønskede.

Eleverne var tilfredse med dem selv og hinanden. Gruppen begav sig videre.

Mange år senere, en af eleverne blev dræbt i Vietnam, og læreren deltog i begravelsen, af netop denne specielle elev.

Hun havde aldrig før set en militærperson død i en kiste. Han så, så smuk ud og så voksen ud også.

Kirken var fyldt med hans venner, en efter en gik de alle en sidste gang forbi kisten. Læreren var den sidste der velsignede den døde i kisten.

Netop som hun stod der, kom en af de soldater der var med til at bære kisten hen til hende.

’Var du Marks matematiklærer?’ Hun nikkede ’ja’ Så sagde han: ’Mark talte meget om dig’. Efter begravelsen deltog de fleste af Marks tidligere klassekammerater i en komsammen.

Marks mor og far var der også, helt tydeligt ville de gerne tale med hans tidligere lærer.

’Vi vil gerne vise dig noget’ sagde hans far, mens han tog sin tegnebog op af lommen.

’De fandt dette på Mark da han blev dræbt. Vi tænkte du ville genkende dette’. Mens han varsomt foldede to stykker papir ud, papir der tydeligt var blevet tapet sammen, pga. sliddet af de mange gange det havde været foldet og sammen.

Læreren vidste uden at se papiret, at det var det samme papir hvorpå hun havde skrevet alle de gode ting kammeraterne havde haft at sige om Mark.

’Tusind tak fordi du gjorde dette’ Sagde Marks mor. ’Som du kan se, så skattede Mark det meget højt.

’ Alle Marks kammerater samledes omkring hende, Charlie smilede skævt og sagde, ’jeg har også stadig min liste, det ligger øverst på mit skrivebord derhjemme.

’ Chucks hustru tilføjede, ’ Chuck bad specielt, om at dette blev indføjet i vores bryllupsalbum.’

’Jeg har også mit, det er I min dagbog’ sagde Marilyn.

Så tog Vicky en anden klassekammerat sin lommebog frem, og viste sin slidte liste frem for gruppen., og sagde stolt ’Jeg har det altid med mig, jeg tror vi alle har gemt vores liste.’

Da satte læreren sig endelig ned og græd. Hun græd for Mark og for alle hans venner, der aldrig ville se ham igen.

Størstedelen af mennesker af i dag opfører sig som om de har glemt at livet en dag stopper.

Ingen af os ved hvornår denne dag kommer.

Så vær sød, fortæl de mennesker du elsker og synes om, at de er specielle og vigtige.

Fortæl dem det inden det er for sent.